> [!info] Emil har endnu ikke optaget en video til denne side. Da han ønsker at øge kvaliteten af videoforklaringerne, kan der godt gå et stykke tid, før der kommer en video ## Introduktion Ligesom de resterende litterære metoder (jf. [[Introduktion til litterære metoder]]), kombinerer psykologisk læsning noget teori med den almindelige analysepraksis. Mere specifikt giver den psykologiske teori en forståelsesramme, som man kan sætte sine analytiske observationer ind i. Gør man det, vil man – pga. rammen – allerede har rettet sin analyse imod fortolkningen. På den måde bliver det lettere at fortolke, når man anvender den psykologiske læsemåde. Psykologisk læsning kan trække på mange forskellige teorier. I kompendiet her bliver vi imidlertid nødt til at vælge, og vi må vælge de teorier, som er lettest at lære, og som samtidig giver de bedste resultater, når man bruger dem til at analysere tekster. Valget falder derfor på to store psykiatere fra omkring år 1900, og deres respektive teorier: Sigmund Freuds psykoanalyse og Carl Jungs analytiske psykologi. Jung var elev af Freud, og derfor går nogle af begreberne også igen – selvom de ofte skal forstås lidt forskelligt. Freud er lettere end Jung, men Jung kan til gengæld lidt mere end Freud. Begge er dybe nok til et 12-tal, så det er smag og behag, hvad I vælger. Fælles for dem begge er, at de bygger deres teorier på opdagelsen af *det ubevidste*. Dvs. af den del af et menneske, som det ikke selv er bevidst om (f.eks. instinkter, som vi kun kan lytte til, men ikke ved hvorfra kommer). De har forskellige teorier om, hvad det underbevidste består i, og hvordan man bør arbejde med det – men at det i en eller anden grad styrer vores handlinger og tanker er de begge enige om. ## Freuds psykoanalyse **Model af psyken** Freud opdeler menneskets psyke i tre dele: overjeg'et, jeg'et og det'et (delene kaldes også superego'et, ego'et og id'et). Her er jeg'et bevidst, mens både overjeg og det er ubevidst (overjeget dog delvist bevidst). Fra overjeg'et kommer vores ideer om rigtigt og forkert, normalt og unormalt. Og i det'et finder vi alt det, som overjeget ikke vil kendes ved, f.eks. sexdrift, voldsfantasier, selvmordsfantasier osv. Vi kan altså opstille følgende model: - Overjeg: Den hovedsageligt ubevidste del af psyken, som indeholder vores værdisæt. Dvs. vores ideer om, hvad der er rigtigt og forkert, i orden og ikke i orden. Værdisættet har vi fået indpodet i vores opvækst. - Jeg'et: Den bevidste del af os selv, som vi derfor ofte identificerer os med. Vores hverdagsjeg. - Det'et: Den ubevidste del af psyken, som indeholder de elementer, som ikke er tilladt af overjeget. F.eks. sexdrift (libido) og dødsdrift (thanatos), men også traumer o.l. **Sundhed og sygdom** Det sunde menneske er det menneske, hvor de tre dele af psyken er i balance. Jeg'et skal altså ikke være splittet mellem overjeg og det, men i stedet eksitere i harmoni med dem. En person, der slet ikke har nogen grænser, og altså et underudviklet overjeg, bør udvikle noget overjeg. En person der ikke tillader sig selv at bryde nogen normer og regler, og altså har et overudviklet overjeg, bør svække det, for at komme i bedre kontakt med det'et. I sin praksis som psykiater hjalp Freud sine patienter gennem samtaleterapi. På Freuds tid var det for det meste overudviklede overjeg'er, der var problemet. Derfor fik han sine patienter til at tale om alle de drifter, som de ifølge deres overjeg ikke måtte have. Det lettede presset, og der kom mere balance i tingene. I et fuldstændig sundt individ, vil der nærmest ikke være noget materiale i det ubevidste – hvis man spørger Freud. Det ubevidste består jo kun af det, som jeg'et ikke kan rumme pga. overjeg'ets negative dom over det. **Drømme** Men hvordan kunne Freud vide, at der var noget i det ubevidste, når patienten ikke kunne tale om det? Det kunne han gennem analyse af patientens drømme. De billeder, som der dannes i løbet af natten mens man drømmer, tolkede Freud som symboler for det ubevidste. Han udviklede en teori om drømmetydning, som han brugte til at identificere, hvad hans patienter havde undertrykt, og som han derfor skulle bevidstgøre dem op i terapien. I litteraturanalyse kan man bruge hans ide om drømmens navle. Med det mente han den del af drømmen, som vil stå tilbage som uforståelig, efter at man ellers har fortolket hele drømmen. Der er nemlig, i enhver drøm, noget uforståeligt, hvorfra drømmen også får sin betydning. Det samme kan siges om tekster, og at udpege en teksts "navle" kan derfor være et godt greb i tekstanalyse også. Så har man tekstens grundtema eller grundproblematik i koncentreret form. To andre væsentlige begreber til litteraturanalyse er ideen om fortætning og forskydning, som er drømmenes måde at udlægge denne navle på. - Fortætning betegner, at flere tings betydning samles i ét symbol. F.eks. kan man i en drøm møde en person, der både er ens kollega og ens mor - Forskydning betegner, at én oplevelse forskydes til en anden, og kan minde om litteraturens metaforer. Her kan f.eks. en dårlig oplevelse i skolen, hvor man følte sig lille, omsættes i en drøm hvor man skal prøve at samle et puslespil, men hvor brikkerne er så små, at man ikke rigtig kan holde om dem I analyse af litteratur kan man udlægge metaforer som forskydninger, og man kan prøve at identificere fortætninger, som man derved kan fortolke. **Forsvarsmekanismer, som medierer mellem bevidst og ubevidst** Freuds ubevidste består som sagt af ting, som jeg'et – pga. overjeg'et – ikke kan acceptere, og som derfor skubbes ned i dybderne. Freud fandt flere af disse forsvarsmekanismer, hvorved dette kan ske. Her kommer en liste med de væsentligste: - Fortrængning: En bevægelse fra bevidst til ubevidst, hvor man simpelthen glemmer (ubevidstgør) f.eks. en oplevelse. Traumer er begivenheder, man ikke kan finde ud af at behandle i øjeblikket, og som i stedet fortrænges og bliver ubevidste - Projektion: Her overfører man et indre problem på en anden. Er en person i en novelle f.eks. vred på en anden person, kan det være fordi personen er vred på sig selv - Forskydning: Her overfører man en følelse, der er rettet mod et eller andet, til et andet objekt. Bliver en karakter mobbet i skolen, og har en masse aggressioner derfra, kan det være svært at lade det gå ud over mobberne, som er fysisk overlegne. Derfor går det i stedet ud over lillebroren. Eller manden der slår konen når han er vred på chefen. - Sublimering: En blokeret drift, f.eks. seksualdriften (libidoet), kan sublimeres ind i en anden aktivitet – f.eks. kunst, sport, religiøs følelse eller arbejde. Her tager man altså den energi, som man ikke kan komme af med på almindeligvis, og bruger den et andet sted. Sublimering er for det meste en positiv ting, og kan findes flere steder i litteraturen – især i den ældre digtning. **Livs- og dødsdrift (libido og Thanatos)** Freud identificerer to grundlæggende drifter i mennesket, som også er ubevidste, idet de stammer fra det'et. Det er libidoet, som er seksualdriften eller livsdriften (da sex jo er forplantning). Og så er det dødsdriften thanatos, som i stedet for at længes mod at lave mere liv længes mod destruktion af alt liv. I det gængse portræt af teenagere er begge drifter ofte i spil. F.eks. vil de være meget optaget af seksuel kontakt med andre mennesker, ligesom de vil have en mere eller mindre uforklarlig lyst til at smadre og ødelægge både sig selv, andre og tingene omkring dem. Hærværk og selvskade ville i Freuds optik være udtryk for dødsdrift, mens alt lige fra deltagelse i sport, samfølelse med naturen og samleje vil være udtryk for libidoet (eller eros, som det også kan kaldes). **At bruge Freud til litteraturlæsning** For at bruge Freud til at læse litteratur med, må man i teksten genfinde de spændinger, som Freud beskriver. Dvs. spænding mellem overjeg'et og det'et, mellem livs- og dødsdrift osv. Har man fundet nogle af disse spændinger, må man sætte navne på, hvordan de manifesterer sig – dvs. hvilken form de tager. Her bruges forsvarsmekanismerne, eller man taler om fortætning, forskydning og drømmens navle. Og så skal det selvfølgelig bakkes op af grundig analyse ifølge de almindelige analyseskabeloner ([[Analyseskabelon - Epik]], [[Analyseskabelon - Lyrik]], [[Analyseskabelon - Film]]). ## Jungs analytiske psykologi **Model af psyken** Jungs model af psyken er lidt mere kompliceret end Freuds. Han mener, at der er fire dele af vores psyke: jeg'et, selvet, det personlige ubevidste og det kollektivt ubevidste. - Jeg'et: En bevidst del af os selv, som tror, at den udgør hele psyken. Er man i jeg'et, kan man ikke fornemme de andre dele af psyken. Svarer til Freuds jeg. - Selvet: En bevidst del af os selv, som ved, at den kun er en del af psyken, men som samtidig har adgang til meget af den. Selvet kan tale med det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste gennem symboler (drømme, "aktiv imagination" – dvs. dagdrømmeri – osv.) - Det personlige ubevidste: En ubevidst del af os, som indeholder de ting, der angår os specifikt (f.eks. vores traumer, fortrængninger osv.). Svarer til Freuds det/id. - Det kollektivt ubevidste. En ubevidst del af os, som inderholder de ting, der angår hele menneskeheden. Kaldes også for det fælles ubevidste. Det er her, at mennesket samlede ubevidste livserfaringer findes – og hvor nogle af de stærkeste arketyper holder til. Ligesom hos Freud har de forskellige dele af psyken indflydelse på hinanden. Hos Jung skal denne indflydelse forstås gennem begrebet "arketyper". Arketyper kan defineres som psykiske mønstre, som man kan se hos alle mennesker til alle tider – uafhængig af opvækst og kultur. Måden disse arketyper viser sig på, og interagerer på, beskriver samtidig hvordan psyken hos det enkelte menneske hænger sammen. At beskrive psyken for Jung, er altså det samme som at beskrive forholdet mellem de forskellige arketyper – og hvad de hver især gør med forskelligt psykisk indhold (f.eks. en oplevelse man har haft, et minde, en følelse osv.). Der findes et utal af arketyper, og i praksis blander de sig for det meste sammen, så man kan ikke lave en komplet liste. Vi kan dog nævne de vigtigste – hvilket også er nok til jer, når I skal lave psykologiske læsninger: - Personaen: Den udgave af sig selv, som man viser frem til omverdenen – og som man derfor identificerer sig med. Dvs. et "socialt selv". Svarer til jeg'et i modellen over psyken. - Skyggen: Repræsenterer de sider af en selv, som man skjuler – også for sig selv. Dvs. at skyggen svarer til alt det, man ikke vil kendes ved ved sig selv. Derfor er skyggen også altid personaens spejlbillede. Identificerer man sig med sit milde væsen, vil ens skygge være fuld af vrede og voldsomhed. Identificerer man sig derimod som en, der ikke tager noget pis, som er stærk, vil ens skygge være mere eftergivende og svag. - Faderen: Udgøres af de patriarkalske/maskuline dele af personaen. Kan i drømme og litteratur vise sig som konger, chefer, biologiske fædre, mandige mænd osv. - Moderen: Repræsenterer den omsorgsfulde, kærlige og forståelige del af den traditionelle kvindeskikkelse. Kan i drømme og litteratur udgøres af alle bløde kvindetyper: mødre, storesøstre etc. - Anima/animus: Har at gøre med den del af mand/kvinde-kønnet, som man ikke manifesterer til hverdag. Præsenterer man sig og forstår sig som mand, vil ens anima (med -a) repræsentere det kvindelige, som man ellers undgår at være. Præsenterer man sig og forstår sig selv som kvinde, vil ens animus (med -us) repræsentere det mandige, som man ikke almindeligvis er. I drømme og litteratur vil det ofte være en person af forskelligt køn fra hovedpersonen, men kan også være en person med afvigende kønspræsentation (f.eks. en feminin mand eller en maskulin kvinde). - Selvet: Selvet er også en arketype, og repræsenterer foreningen af psyken i én personlighed. Det udvikles ifølge Jung oftest først i sidste halvdel af livet. Processen kaldes individuation, og fører til glæde, tilfreds og en følelse af mening. **Sundhed og sygdom** Det sunde menneske er det menneske, som ikke lader sine arketyper styre. Er man for meget i jeg'et, som jo ikke ved eller vil acceptere, at der findes andet end det selv, begynder de andre dele af psyken at hive hårdere i en. En person, der er blevet arbejdsnarkoman, eller rigtig narkoman for den sags skyld, vil derfor ikke være i særlig god kontakt med hele psyken, men kun med enkelte dele – hvorfor arketyperne får lov at styre. Arketyperne er nemlig neutrale kræfter, som kan gøre både godt og ondt, afhængig af, hvordan de styres. Den bedste styring opnås gennem udvikling af selvet – gennem individuation. Jo mere man kan være ved selvet, og identificere sig med det, jo mere stabil vil ens psyke blive. Det er jo kun selvet, der kan samle psyken i en personlighed. Målet for jungiansk terapi har derfor også altid været støtte af individuationsprocessen. I forbindelse med litterær analyse kan man holde øje med, i hvilken grad ens personer er individuerede – eller hvorvidt teksten er udtryk for en individueringsproces eller ej (mere om det senere). **Drømme** Ligesom for Freud fyldte drømme meget for Jung i terapeutisk sammenhæng. Gennem drømme kommunikerer de sider af psyken, vi normalt ikke har adgang til, i et sprog, som vi – hvis vi anstrenger os – kan lære at forstå. Det handler om at finde billeder for arketyperne i drømmen, og gøre rede for deres sammenhæng og interaktion. Så kan man finde ud af mere om sig selv. Samme princip gælder for litteraturanalyse: Find ud af, hvilke dele af teksten der er hvilke arketyper, afdæk hvordan de interagerer, og find ud af, hvor det går galt eller godt (i forhold til individuationen eller de konkrete konsekvenser af, at en arketype løber løbsk). **At bruge Jung til litteraturlæsning** Når man skal bruge analytisk psykologi til at analysere litteratur med, er det arketyperne, man skal have blik for. Når man skal beskrive deres sammenhæng og interaktion, kan man bruge modellen over psyken. Og så skal det selvfølgelig – ligesom med Freud – bakkes op af grundig analyse ifølge de almindelige analyseskabeloner ([[Analyseskabelon - Epik]], [[Analyseskabelon - Lyrik]], [[Analyseskabelon - Film]]). ## Psykologisk læsning i praksis **To typer psykologisk læsning** I praksis kan man lave psykologisk læsning på to niveauer: 1. Psykologisk analyse af tekstens personer 2. Psykologisk analyse af teksten, hvor teksten fortolkes som et billede på psyken. Som hvis teksten var en drøm, der skulle udlægges af en psykiater. Den første læsemåde er lettere, fordi man kan ignorere meget af tekstens form. Imidlertid gør den anden metode det mere ligetil at koble danskfaglig analyse på ens psykologiske udlægninger, fordi tekstens form kan blive en del af analysen. Jeg foreslår derfor: - at man holder sig til den første type læsning (analyse af personer i teksten), hvis man er usikker, eller kun bruger psykologisk læsning som hjælp til personkarakteristik - at man bruger den anden type læsning (analyse af teksten som billede på psyken), hvis man har OK styr på teorien, og vil lave en psykologisk læsning af en hel tekst **Psykologisk læsning med Freud – tekstens personer** Find nogle personer, hvor vi får en del at vide om deres indre. Måske hører vi endda om en af deres drømme. Gør så følgende: 1. Analyser teksten som du ville gøre almindeligvis. Følg analyseskabelonerne ([[Analyseskabelon - Epik]], [[Analyseskabelon - Lyrik]], [[Analyseskabelon - Film]]) 2. Identificér eventuelle forsvarsmekanismer, og beskriv hvad der fortrænges/projiceres/sublimeres etc. 3. Giv ud fra beskrivelsen af forsvarsmekanismerne et bud på, hvordan personens psyke hænger sammen, og hvordan den er i (u)balance (overvægt af overjeg? Eller for lidt overjeg? Hvad med det'et? osv.) 4. Kom så med eksempler fra teksten, den måde, deres psyke fungerer på, kommer i vejen for dem 5. Bind dette sammen med tekstens tematik, f.eks. gennem en personkarakteristik **Psykologisk læsning med Freud - teksten som billede på psyken** 1. Analyser teksten som du ville gøre almindeligvis. Følg analyseskabelonerne ([[Analyseskabelon - Epik]], [[Analyseskabelon - Lyrik]], [[Analyseskabelon - Film]]) 2. Find i teksten elementer, som kan være skabt ved fortætning 3. Find i teksten elementer, som kan være skabt ved forskydning 4. Find i teksten elementer, som kan være billeder på forskellige dele af psyken: det'et, jeg'et, overjeg'et. Det kan f.eks. være - Personer - Steder 5. Find i teksten elementer, som kan være billede på forsvarsmekanismer. Det kan f.eks. være - Bevægelser i rum (skift i miljø) - Bevægelser i tid - Handlinger 6. Beskriv ud fra det du har set, hvordan den psyke, som teksten er et billede på, fungerer 7. Identificér, hvis det er muligt, tekstens "navle" 8. Saml din freudianske analyse med din almindelige danskanalyse, hvor temaet knyttes op på navlen (eller blot sættes sammen med den psykologiske analyse, hvis navlen enten er svær at finde eller ikke passer) **Psykologisk læsning med Jung - tekstens personer** Find nogle personer, hvor vi får en del at vide om deres indre. Måske hører vi endda om en af deres drømme. Gør så følgende: 1. Analyser teksten som du ville gøre almindeligvis. Følg analyseskabelonerne ([[Analyseskabelon - Epik]], [[Analyseskabelon - Lyrik]], [[Analyseskabelon - Film]]) 2. Identificer i deres handlinger, tanker, drømme og hvad vi ellers får at vide, hvilke arketyper der styrer dem 3. Beskriv disse arketyper. Sørg for at være tekstnær i forhold til, hvor du får information til din beskrivelse fra 4. Saml dine observationer om arketyperne i en karakteristik af psyken. Vurder på baggrund af, hvordan det går med deres individuationsproces. Og beskriv hvordan deres psyke påvirker deres rolle i teksten, og deres måde at opføre sig på. 5. Bland din analyse af personerne ind i din analyse gennem fortolkning af tekstens tema **Psykologisk læsning med Jung - teksten som billede på psyken** 1. Analyser teksten som du ville gøre almindeligvis. Følg analyseskabelonerne ([[Analyseskabelon - Epik]], [[Analyseskabelon - Lyrik]], [[Analyseskabelon - Film]]) 2. Identificer personer, steder, tider osv. i teksten, som kunne være symboler på arketyper 3. Beskriv disse arketyper individuelt. Hvordan fremstilles de? 4. Beskriv arketypernes relation til og interaktion med hinanden 5. Giv på baggrund heraf en beskrivelse af den psyke, som teksten er udtryk for. Hvilke processer er i gang? Er udviklingen positiv (dvs. er psyken ved at individuere sig?) eller negativ (udeblivende individuation, eller måske direkte regressiv, på vej mod mindre kontrol over arketyperne). 6. Skal sammenhæng mellem de psykologiske observationer og tekstens tema i en fortolkning