> [!info] Du kan se en videoforklaring af det, der står nedenfor, på [dette link](https://www.loom.com/share/430423b6ff6f4ecba1df7b6e5a708af4?sid=0e63ef14-c507-4f48-bc83-08855d01afb0) ## Introduktion Traditionelt har man beskæftiges sig med samfundet ved at se på tre ting: (1) De strukturer, som udgør samfundet, (2) det politiske felt, der styrer ændringerne i strukturen og (3) konflikter over kontrollen af det politiske felt, og derfor også over strukturen. Strukturen er, ifølge denne model, det rum, hvori vi som mennesker handler. Lovgivning, institutioner osv. bestemmer hvad vi kan og ikke kan – og derfor er der også kamp om at få lov til at bestemme, hvordan den sturktur ændrer sig (det er her den politiske magt skal findes – jf. samfundskritisk læsning længere fremme i kompendiet). I 1970'erne og 1980'erne begyndte denne måde at anskue samfundet på at komme under pres, og man begyndte i stedet at tale om det på det ud fra en anden teori. (1) I stedet for struktur talte man om _diskurs_, (2) i stedet for politik om _hegemoni_, og (3) i stedet for konflikt om _antagonisme_. Disse tre udtryk, diskurs, hegemoni og antagonisme, udgør grundlaget for _diskursanalysen_, som dette afsnit handler om. Lad os derfor se, hvordan de fungerer. ## Diskurs Ligesom strukturen kan diskursen forstås som det rum, vi bevæger os inden for. Men i stedet for at bestemme vores handlingsmuligheder, er diskursen _det rum, hvori vores tanker og ytringer (=sprog) bliver meningsfulde_ (– derfor bestemmer det også i sidste ende vores handlingsmuligheder, for hvem kan handle noget, de ikke kan tænke?). For 100 år siden var det f.eks. ikke muligt at tænke sexualitet, som vi gør det i dag, og selvom vi havde prøvet at forklare en person fra fortiden, hvordan vi tænker om køn og sexualitet i dag, ville de ikke forstå det. Ikke fordi de var dumme, men fordi de ikke levede med de samme diskurser, som vi gør, hvorfor de ytringer og tanker, som vi ville prøve at overføre, for dem måtte blive meningsløse. Her kunne man indvende, at det jo er samme grundlæggende virkelighed, fortidens mennesker og vi selv lever i. Burde de ikke kunne forstå den virkelighed ligesom os, hvis bare de kiggede på den? Her lyder svaret: Virkeligheden er så uendelig rig på betydning, at det ikke engang i teorien er muligt at tænke eller tale hele virkeligheden indenfor ét menneskes eller samfunds horisont. Diskurser "vælger" noget ud, som vi kan snakke om, og udelukker andet. Man er derfor på en vis måde "fanget" indenfor sin egen diskurs, og det er begrænset hvor meget man kan flytte på diskursens rammer på én gang. Det er dog muligt at have flere forskellige diskurser i ét samfund, hvilket gør os i stand til at se forskellige dele af den uendeligt betydningsrige virkelighed. Det er også derfor der kan være kamp om, hvilken diskurs, der skal være den dominerende: Så kan man jo bestemme hvordan folk tænker om virkeligheden. ## Hegemoni Her er vi på vej ind i vores næste begreb, _hegemoni_. Det erstatter den tidligere betegnelse _politik_, og det er da også ved hegemonien, at magtkampe finder sted. Hegemoni, kan vi derfor sige, er den arena, hvori kampen om diskursernes udformning udspiller sig. Man prøver generelt at forme et givent diskursivt felt på en sådan måde, at ens egne tanker og ytringer bliver de eneste mulige. Det er ikke muligt at nå helt i mål, men man kan godt i kortere perioder nå et stykke ad vejen. (Derfor er der også altids plads til at rykke diskursen i en anden retning). Formålet med hegemoni er m.a.o. at _simplificere_ en diskurs, sådan at det bliver sværere for andre at mene noget andet end det, denne simplificerede diskurs tillader. Ønsker man at kæmpe mod hegemonien, kan man selvfølgelig også gøre det. Det gør man ved at _pluralisere_ og _nuancere_ en diskurs snarere end simplificere den. Vi kalder den bevægelse for _dekonstruktion_. ## Antagonisme Hvor der er en kamp mellem flere hegemonier, dvs. hvor flere forsøger at bestemme hvordan en diskurs skal påvirkes, opstår _antagonisme_. Ordet betyder noget a là modstand eller modstandere, og bruges til at betegne den situation, som kampen mellem flere modsatrettede diskurser medfører. Vi kan tale om to typer antagonismer: Populære og demokratiske. _Populære_ _antagonismer_ gælder for hele befolkningsgrupper, og fungerer som paraply for andre mere lokale antagonismer. Ud over det opstiller de deres modstandere som fjender i en "dem og os"-logik. Tager vi skellet mellem rød og blå blok i politik, og ser vi det fra rød bloks side, bliver den blå blok for det første til "de onde", mens rød blok bliver "de gode". For det andet bliver forskellige andre antagonismer, f.eks. klimaforkæmpere og klimabenægtere, anti-racister og racister, underordnet den overordnede, populære diskurser. Klimakamp og kampen mod racisme underordnes rød blok, mens fjendebilledet af blå blok forstærkes ved at blive gjort både racistisk og klimabenægtende. _Demokratiske antagonismer_ fungerer anderledes. Ligesom i dekonstruktionen opstilles her modsætninger, men som var de komplementære. I stedet for fjender, kunne vi sige, opstilles "værdige modstandere", som man må indgå i en dialog med, og have med i sit verdenssyn. Dem/os-logikken er ikke i centrum. I stedet er spillet af forskellige vigtigt. ## Nodalpunkt, ækvivalenskæder og differenskæder Når man skal lave diskursanalyse i praksis, skal man først bestemme hvilken diskurs der er tale om, derefter beskrive den hegemoni, der er på spil, og bestemme om der er antagonismer, af hvilken type de er, og hvordan kampen udspiller sig. Man kan selvfølgelig ikke tage diskursen for et helt samfund ad gangen. I stedet holder vi os til én eller flere tekster, som vi analyserer med henblik på at svare på ovenstående spørgsmål. For at finde diskursen, hegemonien og antagonismerne, skal vi bruge nogle flere begreber. De kommer her. Bagefter gennemgås en slagplan for en diskursanalyse i praksis. ##### Nodalpunktet Nodalpunktet er det ord, som vi tager udgangspunkt i, når vi skal finde vores diskurs. En diskurs kan forstås som et kompliceret netværk af mulige ytringer, og hver af disse kaldes en node. Nodalpunktet er den node, som ligesom "samler" hele diskursen om sig. Et godt fif til at finde nodalpunktet er at lede efter **flydende betegnere**, dvs. ord, som ikke har en fast betydning, men hvis betydning der er kamp om. ##### Ækvivalenskæder Ækvivalenskæder[^1] skal forstås ud fra nodalpunktet. Det, som nodalpunktes sættes lig med eller omtales som, er en del af dette nodalpunkts ækvivalenskæde. Således kunne DF f.eks. finde på at forbinde nodalpunktet "indvandrer" med "arbejdsløs", "kriminel" og "udansk". Ordet "indvandrer" indeholder ikke i sig selv en dom, og det er endda uklart hvem der falder under kategorien indvandrer – det er en flydende betegner – men fordi det sættes i forbindelse med "arbejdsløs", "kriminel" og "udansk", får det en negativ betydning. ##### Differenskæder Differenskæder skal ligeledes forstås ud fra nodalpunktet. Vi kan tænke os dem som det modsatte af nodalpunktet. Tager vi fat i det tænkte DF-eksempel, kunne det være "dansker", "arbejdsdygtig", "lovlydig", "patriotisk", "venlig" osv. Disse kvaliteter siger selvfølgelig også noget om nodalpunktet "indvandrer", idet vi ved, at det er det modsatte. Siges danskerne at være venlige, og er dette en del af en differenskæde, betyder det, at indvandrere ses som værende uvenlige osv. ## Diskursanalyse i praksis Vi er nu klar til at bruge diskursanalysen i praksis. Det foregår nogenlunde i følgende trin: 1. Vælg hvilket nodalpunkt, du vil undersøge i din(e) tekst(er). Husk at vælge ud fra, hvilket begreb der er flydende betegner. 2. Find ækvivalenskæder og/eller differenskæder for dette nodalpunkt i din(e) tekst(er). Det er ikke sikkert at begge er der. Nogle gange er der kun ækvivalenskæder, andre gange kun differenskæder. 3. Underøg nu, hvordan diskursen søges ændret gennem hegemoni i din(e) tekst(er). Tag udgangspunkt i den måde, der bliver talt om nodalpunktet på. Det er kampen om denne flydende betegner, som din hegemoni-analyse skal dreje sig om. 4. Find nu ud af, om der er tale om en antagonisme i din(e) tekst(er). Er der det, skal du undersøge hvilken type, der er tale om, og beskrive den i detaljer. Hvad søges simplificeret eller pluraliseret? Til hjælp med punkt 3 og 4 kan du bruge følgende spørgsmål: 1. Hvilken "udgave af virkeligheden" skaber teksten? 2. Hvilke forhold mellem læseren og teksten skaber teksten? 3. Hvordan repræsenterer teksten andre teksters ord? 4. Hvordan indekserer eller rammesætter teksten "større ideer", sociale systemer o.l., hvorved de forstærker disse? ## Hvor kan jeg bruge diskursanalyse? Du kan bruge diskursanalyse til mange ting i dansk. I retorisk analyse kan du bruge det som en del af din sproglige analyse; og det samme gælder for samtaleanalyse. Har du en novelle eller et digt, som er svært at åbne op, kan du lede efter flydende betegnere (som i fiktionsanalyse falder samme med tomme pladser), og undersøge, hvordan disse gives indhold gennem ækvivalens- og differenskæder. Endelig kan film- og medietekster, som ellers kan være svære at analysere, åbnes op gennem diskursanalyse. Desuden kan alle tekster, der argumenterer, undersøges med diskursanalysen. Her bliver hegemoni- og antagonismeanalyserne vigtige. Diskursanalyse er designet til at hjælpe os med at have demokratiske samtaler, hvor der er plads til, at der er flere sandheder, og at ingen har priviligeret adgang til virkeligheden (jf. definitionen af "diskurs" ovenfor). Både analysen, men altså også teorien, kan derfor bruges når man skal diskutere et eller andet emne. Det skal også siges, at det ellers svære "redelighed" i retorisk analyse også kan underbyggers med diskursanalyse: Er den hegemoni, som er på spil, en etisk en af slagsen? Til sidst kan diskursanalysen bruges til at udvide den samfundskritiske analyse (se under "Litterære metoder" længere nede). Når man analyserer overbygningen, kan den bruges til bedre at finde ud af, hvilken hegemoni, der er på spil, og hvilke antagonismer, der er resultat heraf. [^1]:Vær opmærksom på, at jeg her ikke følger Mouffe og Laclau, som jeg ellers har gjort i dette afsnit. Gymnasiegrundbøgerne gør det nemlig ikke, så for ikke at komme i klemme med evt. censor, har jeg rettet lidt til, sådan at det svarer bedre til det, de ville kalde diskursanalyse. – Men forhåbentlig har jeg bibeholdt hovedideerne og det brugbare i Mouffe og Laclaus diskursanalyse (hvis nu I skulle støde på det i jeres videre uddannelse).