> [!info] Du kan se en videoforklaring af det, der står nedenfor, på [dette link](https://www.loom.com/share/09c0ccf62cf048e58835f1a2491e1e84?sid=24b0ff34-c3f8-4d1a-a38b-91fae6087f44) ## Introduktion Når vi læser en tekst, kan man sige, at vi får fortalt en historie. Den, som fortæller denne historie, er fortælleren. Når man skal analysere fortælleren i en episk tekst, er der nogle ting, man skal overveje: - Fortælletid: Bliver historien fortalt med bagudsyn eller medsyn? - Fortællerens forhold til det fortalte (_diegese_): Er fortælleren inden for tekstens univers eller uden for det? - Fortællerens vidensniveau (_fokalisering_): Ved fortælleren mere, det samme, eller mindre end én eller flere af karaktererne? - Upålidelighed: Er fortælleren upålidelig (herunder over- og underrapportering samt etisk upålidelighed) > [!tip] > I andre grundbøger skelner man mellem fire fortællertyper: Personalfortæller, observerende fortæller, alvidende fortæller og jegfortæller. For at lette overgangen mellem de begreber, og dem i kompendiet her, gives her en oversigt, hvor de fire fortællertyper beskrives med dette kompendies begrebsapparat: > > | Fortællertype | Diegese | Fokalisering | > | --- | --- | --- | > | Personalfortæller | For det meste heterodiegese | Skiftende ydre og indre fokalisering. Kun indre fokalisering på visse personer | > | Observerende fortæller | For det meste heterodiegese | Ydre fokalisering | > | Alvidende fortæller | For det meste heterodiegese | Ydre og indre fokalisering på alle personer | > | Jegfortæller | Homodiegese | Indre fokalisering hvad angår jeg'et selv, ydre fokalisering med alle andre | ## Fortælletid: Bliver historien fortalt med bagudsyn eller medsyn? Udtrykkene "bagudsyn" og "medsyn" henviser til, hvordan fortælleren tidsligt står i forhold til det fortalte. Det lyder kompliceret, men er lettere at forstå, hvis man skriver det som punkter: - Hvis det, som fortælles, sker mens det fortælles, er der medsyn - Hvis det, som fortælles, er sket, mens der fortælles, er der bagudsyn ## Fortællerens forhold til det fortalte (diegese): Er fortælleren inden for tekstens univers eller uden for det? Som spørgsmålet hentyder til, kan en fortæller enten være en del af den fortalte verden (_homodiegese_) eller være uden for den (_heterodiegese_). Som med alle de andre punkter i fortælleanalysen, skal betydningen af fortælleren afdækkes i fortolkningen af den enkelte tekst. ## Fortællerens vidensniveau (fokalisering): Ved fortælleren mere, det samme eller mindre end en eller flere af karaktererne? Hvor det sidste spørgsmål gik på fortællerens forhold til den fortalte verden, beskriver dette punkt fortællerens viden om den verden i sammenligning med en eller flere af karaktererne. - Hvis fortælleren ved mindre end nogen af karaktererne, kaldes det ydre fokalisering - Hvis fortælleren ved det samme som en eller flere af karaktererne, kaldes det indre fokalisering - Hvis fortælleren ved mere end nogen af karaktererne, kaldes det nulfokalisering ## Upålidelighed: Er fortælleren upålidelig? At en fortæller er upålidelig vil sige, at vi ikke kan være sikre på, at de giver os hele sandheden. Der er flere måder at opdage, at en fortæller er upålidelig på. Her får I tre: - Overrapportering: Fortælleren taler om ting, de ikke kan vide (f.eks. om begivenheder, de ikke kunne have overværet) - Underrapportering: Fortælleren fortæller ikke alt det, de ved. De udelader noget af deres viden. Måske bliver vi som læsere ført bag lyset? - Etisk upålidelighed: En fortæller kan opføre sig etisk upålideligt, så vi ikke stoler på deres udlægninger af virkeligheden. Fortælleren i _Lolita_, som er pædofil, og som beskriver et "platonisk" kærlighedsforhold til en lille pige, er et eksempel på en sådan etisk upålidelig fortæller. Generelt gælder det dog, at man skal bruge sin sunde fornuft: Hvis der er noget, der ikke stemmer, skal man være opmærksom. Man bliver måske først bag lyset. ## Fortælleranalyse i praksis Tidslig synsvinkel, fokalisering, diegese og pålidelighed påvirker teksten helt grundlæggende, for det siger noget om, _hvordan_ vi skal læse det, der står i teksten. En god fortælleranalyse bruger denne viden om, hvordan teksten er fortalt, til at sige noget om tekstens tema (jf [[Begreber - Tema]]). Man kan som guide spørge sig selv: Hvorfor netop denne fortæller i denne tekst? Er der homodiegese kan man spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis det var en heterodiegetisk fortæller. Har vi ydre fokalisering kan vi tænker over, hvordan teksten ville se ud, hvis der var indre fokalisering eller nulfokalisering. Ideen med disse tankeeksperimenter er, at man begynder at forstå, hvordan fortælleren er vævet ind i teksten på. Hvordan hænger den sammen med kompositionen? Med billedsproget? Med personerne i historien?