> [!info] Du kan se en videoforklaring af det, der står nedenfor, på [dette link](https://www.loom.com/share/4bac283bd7d44988ad1c1ee07b6b4d01?sid=6ce9414f-0f0b-4de1-bede-1128f1636dbc) ## Introduktion Vi skal i det følgende se nogle forskellige måder at gå til argumentation på. Først skal vi se på Toulmins argumentationsmodel, der på samme tid viser på både psykologisk og logisk argumentation. Derefter skal vi se på filosofisk argumentation, der kun bruger logisk argumentation; så på syllogismer og entymener, hvor logisk og psykologisk argumentation er adskilt; og til sidst skal vi se på nogle almindelige fejltyper (eller måder at overbevise på, som ikke er logiske). Generelt kan man sige, at argumentation er en måde at overbevise en eller flere personer om noget på. Man har altså altid et mål med sin argumentation, og bruger nogle værktøjer til at få andre til at ændre holdning. Nogle af de værktøjer er _logiske_. Ved at vise, at hvis du mener det og det, må du med nødvendighed også mene det og det, kan man prøve at få folk til at se på tingene på en anden måde. Imidlertid har det, jeg kalder _psykologisk_ argumentation, bedre effekt. Her taler man til folks følelser, og forsøger at få dem til at ændre syn uden om logikkens snævre bånd. Man kan f.eks. lyve, henvise til tvivlsomme eksperter, eller bruge stråmandsargumenter (jf. “Fejlslutninger” længere nede). Når I selv argumenterer i skolen, skal I benytte jer af logisk argumentation. Men I skal være i stand til at spotte og analysere både logisk og psykologisk argumentation i de tekster vi arbejder med. På de næste sider kan I finde noget om - Toulmins argumentationsmodel - Filosofisk argumentation - Syllogismer og entymemer - Fejlslutninger ## Toulmins argumentationsmodel Toulmins argumentationsmodel er god til at indfange argumentation, især når den ikke er 100% ærlig. Den kan fremstilles i skemaet på næste side: ![[Toulmins argumentationsmodel.png]] I skemaet ser vi nogle forskellige poster. - Påstand-belæg-hjemmel: Påstanden er det, man prøver at overbevise andre om. F.eks. at rygning er usundt. Belægget er ens første forklaring på, hvorfor det er tilfældet, f.eks. at det kan forårsage lungekræft. Hjemmelen er det, som binder de to led sammen. Her ville det være, at fordi lungekræft er usundt (hjemmel), og siden rygning forårsager lungekræft (belæg), må rygning være usundt (påstand). Hjemmelen er ikke let at finde, og det kræver derfor noget øvelse. - Rygdækning: Rygdækning laves oftest med henvisning til eksperter, øjenvidner, undersøgelser eller lignende. Her bakker man sit belæg op med noget, der har mere autoritet (etos), end man selv har. I rygningseksemplet kunne det være, at “_læger peger på_, at rygning forårsager lungekræft”. Her har lægerne mere etos end taleren, og taleren bruger derfor lægernes etos til sine egne formål. - Gendrivelse: Ved gendrivelse nævner man selv mulige modargumenter inden den, man prøver at overbevise, kan nå det. Dermed viser man, at man allerede har tænkt sit argument ordentligt igennem. Det psykologiske ved dette trick er, at man ikke behøver komme med en løsning på det problem, man nævner. Det er – for det meste – nok bare at nævne det. I forhold til rygningseksemplet kunne det være: “Og jeg ved godt, at alle kender en 90-årige dame, der har røget to pakker om dagen hele sit liv, og alligevel har lunger som et spædbarn, men for alle os andre…” - Styrkemarkører: Styrkemarkører bruges til at fremstille især påstande som mere eller mindre sikre. Man kan f.eks. sige “Det er _virkelig_ usundt at ryge” eller “Det er _muligvis_ usundt at ryge”. Her har vi at gøre med hhv. en positiv og en negativ styrkemarkør. Styrkemarkører bruges ofte til at undgå at sige noget forkert, jf. de negative styrkemarkører, men kan også bruges til at overbevise, jf. den positive styrkemarkør. Arbejdet med Toulmins argumentationsmodel er sværest ved hjemmelerne, da de kan være svære at tyde i teksten. Brug derfor noget tid på at træne evnen til at finde dem. ## Filosofisk argumentation Hvor Toulmins model inddrager både logisk og psykologisk argumentation, beskæftiger filosofisk argumentation sig kun med logisk argumentation. Konkret betyder det, at man undersøger to ting: 1. Hvorvidt en konklusion, man kommer til kan udledes af præmisserne (gyldighed) 2. Hvorvidt – udover at konklusionen følger af præmisserne – om præmisserne er holdbare (validitet) Et eksempel kan være: - Præmis 1 (P1): Vi har brug for sygeplejersker nok læger i sundhedsvæsenet, hvis det skal køre ordentligt - Præmis 2 (P2): Der er ikke sygeplejersker nok i sundhedsvæsenet - Konklusion: Vi skal ansætte flere læger i sundhedssystemet Vi må nu stille os to spørgsmål: Er argumentet gyldigt, og hvis ja, er det så også validt? Præmisserne er, som det ser ud for øjeblikket (marts 2024) rigtigt, men konklusionen følger ikke af præmisserne. Der står ikke noget sted, at *hvis* der ikke er nok sygeplejersker *så* bør vi ansætte flere. Der står bare, at så vil sundhedssystemet ikke køre ordentligt. Det er derfor mere korrekt at konkludere: - Konklusion: Sundhedsvæsenet kører ikke ordentligt Argumentet er altså hverken gyldigt eller validt. **Mere avanceret eksempel** Ud over præmisser og konklusioner, findes der også det, vi kalder *delkonklusioner*. Disse bruges "som præmisser" til en konklusion, men bygger selv på præmisser. F.eks.: - Præmis 1: Sygeplejersker er nødvendige for at udføre centrale opgaver i sundhedssektoren - Præmis 2: De centrale opgaver i sundhedsvæsenet er af en vis størrelse - Præmis 3: Sygeplejersker kan kun overkomme en vis mængde opgaver - Delkonklusion 1 (P1+P2+P3): Det er nødvendigt at der er nok sygeplejersker i sundhedsvæsenet, hvis de centrale opgaver skal løses - Præmis 4: Hvis de centrale opgaver i sundhedssystemet ikke løses, fungerer sundhedssystemet ikke - Konklusion (D1+P4): Hvis der ikke er nok sundhedsplejersker i sundhedsvæsenet, fungerer sundhedssystemet ikke. Dette argument er gyldt, fordi D1 følger på P1, P2 og P3, og fordi K følger af D1 og P4. Det er også validt, for så vidt som de fire præmisser virker sandsynlige. Reglerne for, hvad der følger af hvad, der for komplicerede til at gennemgå på gymnasieniveau, men hvis I holder jer til jeres sunde fornuft, burde I kunne finde ud af det. Vær opmærksom på, at det er i slutningerne fra præmis til delkonklusion, og fra præmisser og/eller delkonklusioner til konklusioner, at *fejlslutninger* opstår og anvendes. Her kan I altså fange noget fejlbarlig argumentation. ## Syllogismer og entymemer En anden måde at kigge argumentation på, er med syllogismer og entymemer. De første er logiske argumenter, de andre psykologiske. Vi starter med syllogismerne, for så er entymemerne lettere at forstå. ### Syllogismer En syllogisme består af en major-præmis, en minor-præmis og en konklusion. Det klassiske eksempel er: - Major-præmis: Alle mennesker er dødelige - Minor-præmis: Sokrates er et menneske - Konklusion: Sokrates er dødelig Generelt kan vi skrive det som: - Major-præmis: Hvis A så B (her kaldes A antecendenten og B konsekventen) - Minor-præmis: A - Konklusion: B Egentlig er der bare tale om en omskrevet version af Toulmin. Her ville major-præmis være hjemmelen, konklusionen påstanden og minor-præmis belægget. Hvad der stærkt ved denne måde at stille det op på, er at fejlslutninger bliver tydelige: - Major-præmis: Alle mennesker har noget godt i sig - Minor-præmis: John er seriemorder - Konklusion: John er et ondt menneske Her kan vi se, at vores konklusion ikke hænger sammen med vores argumenter. John kan ikke være et ondt menneske, hvis alle har noget godt i sig. Og hvis han alligevel er det, må der være noget galt med vores major-præmis. ### Entymemer Når man laver entymemer, undlader man en af præmisserne (ofte major-præmis). F.eks. ville man blot sige: - Minor-præmis: Sokrates er et menneske - Konklusion: Sokrates er dødelig Eller: - Minor-præmis: John er seriemorder - Konklusion: John er et ondt menneske Entymemer er sværere at gennemskue end syllogismer, fordi man selv skal finde den ene af præmisserne. Derfor er det også lettere at snyde eller overbevise sin modstander med entymemer. Led derfor altid efter major-præmis, hvor denne mangler. Det er ofte her, svagheden i argumentationen viser sig. ## Fejlslutninger Når man piller argumenter fra hinanden med syllogismer, eller med Toulmins argumentationsmodel, kan man lede efter fejlslutninger. Fejlslutninger er argumenter, der har en psykologisk virkning, men som ikke holder rent logisk. Her er et udvalg af almindelige fejlslutninger. ##### Tvang-argumenter Her argumenteres der med magt og trusler snarere end med logik. _Du skal opføre dig ordentligt, for ellers bliver du sendt på kontoret!_ ##### Ad hominem Her går man efter manden i stedet for sagen. Hvis man ikke kan vinde over sin modstander, kan man altid svine ham til. F.eks. _Min modstander har snydt i skat, derfor kan han ikke udtale sig om klimaet_. Man forsøger at fjerne publikums tiltro til modstanderen. ##### Ad populum Her argumenterer man ved at henvise til, at masserne ikke kan tage fejl – hvad de selvfølgelig kan. Masserne troede for 100 år siden, at kvindernes plads var i hjemmet, men det fik de ikke ret af. Vær derfor obs på ad populum-argumenter. ##### Ad ignorantiam Her argumenterer man ud fra uvidenhed. Hvis vi ikke ved, hvad der er sandt med 100% sikkerhed, må det udfald, jeg gerne vil have, være sandt. F.eks.: _Man kan ikke med 100% sikkerhed vise, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og derfor kan man lige så godt tro på, at de er naturskabte_. Også dette er en fejlslutning. ##### Cirkelslutninger Her argumenterer man i cirkler. Et eksempel fra virkelighedens verden, er Malcolm Gladwells svar på kritik for en teori han har fremsat om, at det tager 10000 timer at blive ekspert i noget. En kritiker fremlagde det faktum, at uden for USA bliver mange basketballspillere eksperter på mindre end 10000 timer, dvs. de kom i toppen af deres liga. Gladwell forsvarer sig ved at sige, at de ikke kan være eksperter, fordi de ikke er gode nok. Dette "gode nok" kommer fra, at de ikke har brugt lang nok tid på deres fag, og altså forudsætter det at være ekspert, at man har brugt 10000 timer på noget. Men så har vi netop en cirkelslutning: Det tager 10000 timer at blive ekspert, fordi en ekspert er en, der har brugt 10000 timer på at blive god til noget specifikt. ##### Glidebaneargumenter _Hvis vi begynder på X, vil det føre til Y og så til Z. Og da vi ikke kan lide Z, skal vi ikke gøre X._ Glidebaneargumenter holder ikke, for der er meget få virkelige glidebaner. De bruges derfor ofte som argumenter imod noget, men bør ikke tages alvorligt. F.eks. _Hvis vi begynder at give eleverne tidligere fri, vil det blot fortsætte: Først kl. 14, så 12, så 10, og til sidst vil de slet ikke møde op. Og det kan vi ikke have, så derfor bør eleverne have fri som de har det nu._ ##### Stråmandsargumenter I stedet for at argumentere mod en virkelig modstander, _opfinder_ man en modstander, som kun har dumme holdninger, man har gode argumenter imod, og skyder denne “stråmand” ned. Håbet er, at publikum ikke opdager, at man faktisk _ikke_ har argumenteret med sin modstander, men med en fordummet stråmand, man selv har opfundet. ##### Falske dilemmaer En sidste fejlslutning er at konstruere falske dilemmaer. F.eks. _Mht. debatten om lydbøger vs. papirbøger, må vi tage et valg: Enten støtter vi lydbøgerne, eller også støtter vi papirbøgerne. Vi kan ikke gøre begge dele_. Der findes altid mere end to løsninger. Og der er altid en grund til, at dem, der opstiller falske dilemmaer, gør som de gør.